Ravmuseet er beliggende i eget lokale hos Ravsliberen
Det er Frants Kristensens egen private samling. Der er gratis adgang til museet, som er oprettet for at alle der har lyst kan opleve disse mange helt enestående ting.
Kæmpe ametyst. Vægt 323 kg og ca. 1,5m høj, fundet i Brasilien.
Dette skulle være den største ametyst i Skandinavien.
Gammelt vikingearbejde. Ravperlen er gennemboret, så det passer til en knogle, fundet nær Rügen.

Der er mange stykker med insekter.
Dette er et helt enestående stykke, måske det eneste i verden, hvor der er bevaret et helt stykke af et ravtræ. For ca. 40 millioner år siden blev et stykke af ravtræet (ca. 5 cm langt med harpiks på), helt indesluttet i en større klump harpiks. Denne harpiksklump endte ude på havbunden, og blev til rav. For 4 år siden kom stykket med en sandsuger op - og på vej gennem pumpen blev det slået over og frem kom træstykket igen. På selve træstykket var det oprindelige harpiks omdannet til rav. I baggrunden ses ravstykket det har siddet i.
Ravmuseet har mange gamle smykker hvoraf de ældste er ca. 6- 8000 år gamle. Her ses bl.a. fine drejede perler, alm. smykker og ravrør til at ryge af - ca. 100 år gamle.
Vægt 3820g. Det største stykke rav, der er fundet i Danmark i de sidste 200 år, blev i 1989 fundet på Skagen Nordstrand.Det var udstillet hos os i 20 år. Stykket blev solgt i dec. 2012 for 300.000 og kom til Kuwait
Skib bygget helt i rav. 30 cm højt og 25 cm langt.
Fyrtårn - hver eneste "sten" dette fyrtårn er bygget af, er et stykke rav, der er slebet i facon. 30 cm højt.
Udsnit af stort skakspil, hvor brikkerne alle er udskårne figurer.
Den lille Havfrue
Et stort drikkekrus i rav. - bemærk at drikkekruset er sammensat af større udsavede ravstykker (som limtræ) for at give mere styrke, sådan at det kan bruges. 23 cm højt.
Ravbillede der er fremstillet af mange tusinde små ravstykker i forskellige farver. 45 x 55 cm.
I Museet er der mange eksempler på efterligninger og forfalskninger af rav. De fleste har været solgt som ægte rav.
Der er også mange eksempler på rav fra andre steder i verden f.eks. Kridttidsrav fra Canada, og rav fra den Dominikanske Republik, Mexico, Kina, Borneo.
Rav fra Kridttiden.
Det mørke stammer fra Nordspanien. Det lyse er fra Libanon. Insekter i dette rav er særlige interessante, for i denne periode levede dinosaurusserne (Jurassic Park).
En gammel Skomagermaskine der ca. 1930 blev ombygget til en ravslibnings maskine af Frants Kristensens bedstefar, Jens Jakob Kristensen.
Der er flere opgaver besøgende kan prøve at løse, f.eks. gætte, hvad der er rå rav af en række eksempler; Og en række kæder, hvor man skal gætte hvad der er ægte rav, falsk rav, presset rav, varmebehandlet rav m. m.
Der findes også et kæmpestykke på over 18 kg, dette mangler dog ca. 15 millioner år i at være rigtigt rav. Det er fanget af en hummerfisker fra Frederikshavn i 100m dybde imellem Skagen og Hirtshals.
I museet er der også en stor og spændende samling af sten, mineraler og forsteninger, bl.a. er der mange rester af de store dinosaurer.
Forstenet dinosaurusæg fundet i Kina
Dele af rygsøjle og skulderparti af fiskeøgle fundet i Tyskland.
Fodspor af dinosaurus, der for 185 millioner år siden trådte i vådt ler nær Landskrona i Sverige. Bemærk hvor meget det ligner et fodaftryk fra en fugl.
Tand fra en kødædende dinosaurus.
Bemærk modhagen på bagsiden af denne tand. (Sikkert fra fiskeøgle).
Også fra moleret på Mors og Fur findes der mange forsteninger - bl.a. fisk, og en reje og et stort stykke forstenet træ (145 kg) fundet i moleret på Fur. Ca. 55 millioner år gammelt. 65 cm højt og 50 cm bredt.






